Mozart: Don Juan (CD)

Pris: 99 DKK

Don Juan

Optaget på Det Kongelige Teater ved Mozartugen 200 år i 1956

Glæd Dem til en fremragende optagelse med bl.a. Kim Borg, Ejnar Nørby – Kate Møller – Einar Kristianson – Mogens Wedel – Ellen Margrethe Edlers – Ruth Guldbæk – Henry Skjær

Det Kongelige Operakor og Kapel i storform dirigeret af Johan Hye-Knudsen

Forestillingen fik meget flotte anmeldelser. I samme uge spillede man også Figaros Bryllup

Kim Borg begyndte sin verdenskarriere på dette tidspunkt.


gregersDH.dk, december 2019:

DON JUAN FORSVÆRGER SIG TIL HELVEDE
MENS LEPORELLO GNASKER KYLLINGEBEN
Mikrofonen stod på sufflørkassen, da ’Don Juan’ blev optaget ved Mozart-jubilæet på Det Kgl. i 1956. Optagelsen lever trods kras og knas. Især på Kim Borgs og Einar Nørbys ind-byrdes pokerspil som Don Juan og Leporello.
Mozart: ’Don Juan’. Iscenesættelse og scenografi: Poul Kanneworff. Oversættelse: Holger Boland. Dirigent Johann Hye-Knudsen. Medvirkende: Kim Borg, Mogens Wedel, Kate Møller, Einar Kristjansson, Einar Nørby, Eller Margrethe Edlers, Henry Skjær og Ruth Guldbæk. Kgl. Kapel og Kor. CDK 5035-36 dobbelt-cd Hegermann-Lindencrones båndarkiv.

STJERNER til de flittige Kgl. Teater-veteraner Erik Harbo og Uffe Henriksen. De har gjort det til en livsopgave at fastholde og udgive highlights fra en svunden tid på Det Kgl. Operaen og skuespillet. Især fra operaen, som er deres eget fag gennem årene, begge mangeårige operasangere på Det Kgl. De får gamle optagelser lappet, renset og onduleret og udgivet, så man spidser ører og lytter.
DET er optagelser, der er blevet til gennem en lang periode fra 1948 og frem til 70’erne. Alle op-rindelig foretaget af den energiske diskofil Knud Hegermann-Lindencrone. Han anbragte sin mikrofon ved sufflørkassen på Gamle Scene under forestillingerne og forbandt den til sin spolebåndoptager. Det Kgl. Teater var med på det, og det hang nok sammen med, at man var fortrolig med hans gang på teatret. Han var søn af den i 1947 netop afgåede teaterchef Cai Hegermann-Lindencrone. Faren var velrenommeret som teaterchef i besættelsesårene fra 1940 til 1945, og indlagde sig bl.a. fortjeneste ved at tage ansvaret for opsætningen af Gershwins ’Porgy og Bess’ i sæsonen 1943-44. En opera, som var skrevet af en jøde, handlede om sorte i U.S.A. og var præget af jazz. Ikke specielt nazi-elskværdigt midt under den tyske besættelse. Opførelsen blev standset efter en række opførelser, men bombetruslerne hang i en lang periode over teatret, og det fik Hegermann-Lindencrone senior til at overnatte på sit kontor som en garant for, at sprængte man nationalteatret i luften, så ville han være kaptajnen, der gik ned med sit skib.
’PORGY OG BESS’ er blevet stående i operahistorien som den første opførelse af Gershwin-operaen spillet og sunget af ikke-sorte – de kongelige operasangere var sminket sorte. Således også Porgy, der blev spillet af basbarytonen Einar Nørby, Ghita Nørbys far.
NØRBY er med på den seneste af makkerskabet Harbo og Henriksens cd-udgivelser – det er ikke ’Porgy og Bess’ desværre. Den blev ikke optaget, heller ikke ved jubel-genoptagelsen efter Befrielsen i maj 1945. Men Mozarts ’Don Juan’, der blev sat på Det Kgl.s repertoire i januar 1956 som indledning til fejringen af 200-året for Mozarts fødsel. Einar Nørby synger Leporello ved den lej-lighed. Muntert, frækt, en troskyldig slyngel, Don Juans tjener, klar til at lade sig hundse med og misbruge, han hopper og springer for sin herre, men er også klar til at blæse ham et stykke, når mu-ligheden melder sig. En underklasse-iagttager af en overklasse-spiller. Nørby som en ægte buffo-sanger.
NØRBY er ikke på ’Don Juan’-cd’ens forside. Det er Kim Borg. Men Nørbys spiller-temperament skinner igennem optagelserne fra Gl. Scene, selvom scenestøvet i gulvhøjden ved sufflørkassen har lejret sig i mikrofon-membranen og sammen med mono-kvaliteten i optagelsen tager noget af stemmeglansen fra både ham og de andre medvirkende.
DET må man bære over med, og det kan måske være en trøst, at der findes endnu ældre Leporelloer registreret fonografisk, f.eks. Det Kgl.s Peter Schram, der i 1894 fik sin Leporello optaget på voks-valse – året før han døde. Schram sang Leporello i Mozarts ’Don Juan’ på Det Kgl. første gang i 1846! På optagelsen fra 1894 bryder hans stemme gennem haglbyger af skrat, men den er der, og dét med et kongeligt dansk, når Leporello slutter ’Liste-arien’, hans flabede opsummering af Don Juans utallige kvindeforførelser med sit: ”Men… Men… Men i Spanien et hundrede og tre!”
SCHRAM. Nørby. Og Leporello. Men det er som sagt Kim Borg, der er på forsiden af cd’en og med god grund. CD’en er udkommet nu, hvor Kim Borg ville være fyldt 100 år. Han var på sin un-ge, glansfuld højde i 1956, det er Mozart-året, 200-året for Mozarts fødsel, og Kim Borg var et ka-nonvalg til Don Juan-partiet, hans baryton med den besnærende, mahogny-elegante klang, personligheden med den usædvanlige charme og scenetække var oplagt. Don Juan var hans debut på Det Kgl. Kim Borg var finsk født, men på vej til at slå sig ned i Danmark for at videreudvikle sin internationale karriere.
’DON JUAN’ blev som alle andre operaer dengang sunget på dansk på Det Kgl. Kim Borg natur-ligvis også i denne opførelse, hans accent er ikke til at tage fejl af, men bliver i virkeligheden en del af den forførende charme, han tilfører rollen. Den brutale, men uimodståelige pigejæger, der tumler rundt på sin skørtejagt mellem bønderpiger og adelige donnaer, jomfruer eller ej. Der er passager i optagelsen, hvor vi mister den fulde effekt af hans manipulationer med sine omgivelser, fordi mi-krofonen fra sin placering har svært ved at indfange hans stemme og spil.
TIL gengæld situationer, hvor han brænder pragtfuldt igennem: I erobringen af Zerlina, der bliver sunget perlende af Ruth Guldbæk. I grovhederne mod Masetto, sunget af en formidabel velartikule-ret Henry Skjær. I konfrontationerne med kommandanten – partiet besat med Mogens Wedel (godt at blive mindet om Wedels format til andet og mere end Giro 413-perlen ’Den gamle Gartners Sang’).
OG ikke mindst: I det intrigante spil mellem ham og Nørbys Leporello, en udspekuleret, psykolo-gisk magtkamp mellem herre og tjener. Det tæller med, at Donna Annas og Donna Elviras partier midt i 1950’erne har kunnet blive besat med så gode sopraner som Kate Møller og Else Margrethe Edlers. Få vil nok huske den islandske tenor Einar Kristjansson, der havde flere gode sæsoner på Det Kgl. i 50’erne – jeg må med skam melde, at vi der var musikstuderende dengang mest hæftede os ved hans uimodståelige, men behjertede kamp med at få Don Ottavios ’Trøste I må den Arme’ til at lyde som andet og mere end et velartikuleret, men ubehjælpsomt nødråb fra en flink adelig duk-sedreng. Af Mozart anbragt som en dukketeaterfigur.
MOZART vinder ellers hele vejen igennem over alle forbehold. Erindring, nostalgi, tekniske mis-ligheder. Vi er live til Mozart-fest, totalt i lommen på ham, da al buffo forstummer i slutscenen, hvor musikken kobles tilbage til ouverturens dunhammer af begsorte d-mol. Don Juan forsvinder i flammerne, og Leporello har udløst sit sidste smask fra det kyllingelår, han har guffet i sig fra Don Juans bord. Dirigenten, Det Kgl.s Johan Hye-Knudsen, får på flot vis ramt Mozarts geniale greb med den ouverture, skrevet dagen før generalprøven på uropførelsen i Prag i oktober 1787 – lyst-spillet, komedien om Don Juan konverteret til universelt drama. Selv gennem disse optagelsers akustiske tåger.
gregersDH.dk


John Christiansen skriver på sin blog d. 7. december 2019:
Lyt til fortiden på nye cd’er: Mozarts “Don Juan” med Kim Borg
Her er en dansk live-optagelse af Mozarts “Don Giovanni”, som bør modtages med begejstring, selvom vi ved, at mange i et par generationer vil føle sig for unge til at fatte interessere for den. Og det er nu synd for dem, at de ikke har lært at lytte til værdien i musikken som det primære. Det er faktisk en “Don Juan”, for den synges på dansk. Ja, det gjorde man på Det Kgl. Teater endnu den 31 januar i 1956, inden overteksterne vandt indpas. I første øjeblik er det danske sprog nok en lidt mærkelig overraskelse, men snart virker det tværtimod forfriskende. Man føler sig og draget ind i øjeblikket. Så observerer man, at der synges præcist og let forståeligt. Det bliver faktisk dejligt at opdage nye detaljer i genhøret med Holger Bolands danske oversættelse, der som altid hos ham har sit eget liv. Det virker måske gammeldags at høre Mozart på dansk, men det har sandelig sin egen charme.
Hovednavnet i titelpartiet er såmænd Kim Borg (1919-2000), dengang ung og meget lovende og meget moden. Hvilken personlig udstråling og hvilken nuanceret fortællende artikulation. Hvilken elegant Don Juan. En verdenssanger i svøb på vej i det afgørende skridt ind på verdensscenerne. Man kan nævne dem alle, de store operascener, som blev Kim Borgs arbejdspladser. Det var første gang Kim Borg sang på Det kgl. Teater. Hans operadebut herhjemme var på Den jyske Opera som Colline i “La boheme”. Han sang også Don Juan i Århus i 1957. Det blev en ekstra god oplevelse i min personlige opera-oplæring, da jeg var med som “fyld” i forestillingen. En detalje i billedet af en stor sanger er, at Kim Borg som finne mestrede det danske sprog bedre end mange danske sangere gør i dag. I det hele taget synger så at sige hele ensemblet på et klart høreværdigt sprog. Hvad er der sket på godt 60 år med sproget. Skyldes forringelsen, at alt nu synges på udenlandsk, også russisk, som vel beherskes rent sprogligt af de færreste?
“Don Juan” var et led i fejringen af Mozarts 200-års fødselsdag. I den samme uge opførte man også “Figaros bryllup”. Kom bare på CD med den også. Lydentusiasten og operafagmanden Knud He-germann-Lindencrone sad ved siden af sufflørkassen og optog. Hans båndsamling af opera- og teater-forestillinger på Det kgl. Teater overgik i teatrets og kunstnernes eje, og derfor har det ihærdige team i Udgiverselskabet Hegermann-Lindencrone, som består af de to operasangere Erik Harbo og Uffe Henriksen, kunnet udgive en lang række spændende optagelser fra Det kongelige Teater, som stadig kan købes. “Don Juan” er optaget med et forholdsvis beskedent udstyr, men det givet en op-førelse, som man føler, at man virkelig er med til og får lyst til at høre igen.
Johan Hye-Knudsen (1896-1975) dirigerer veloplagt et godt ensemble uden svage punkter. Man føler sig straks inddraget i lytningen. Nogle sangere vil stadig være bekendte for nogle af os, mens andre er glemte, hvis man ikke netop kom på Det kongelige Teater dengang. Det er godt at have Ei-nar Nørbys morsomme og nærværende Leporello. Han prægede basbaryton-repertoiret på Det kon-gelige Teater fra 1928 til 1963. Den alsidige Mogens Wedel synger en stilsikker kommandant og den islandske tenor Einar Kristjanssons er en meget velklingende tenor i Don Ottavios to store arier. Henry Skjær måtte dengang nøjes med det mindre parti som Masetto. Nu er det naturligvis en fejl at have nævnt de mandlige sangere før de dejlige kvindelige sangere, den unge Kate Møller som Don-na Anna, Ellen Margrete Edlers som Donna Elvira og Ruth Guldbæk som Zerlina. En fornøjelse helt igennem.
Dette sæt er udgivet af CDKlassisk med nummeret CDK5035-36, to cd’er, spilletid 147 minutter.


Kristeligt Dagblad ved Peter Dürrfeld
fem stjerner ud af seks
Nostalgisk Mozart-fryd
januar 1956 fejrede man på Det Kongelige Teater 200-året for Mozarts fødsel med en spektakulær forestilling af mesterens vel nok mest geniale opera. “Don Juan”. I dag opføres den som regel under den italienske originaltitel “Don Giovanni”, men længe var det normen, at man opførte de store operaer i oversatte versioner.
Optagelsen er lydteknisk præget af omstændighederne for tilblivelsen: Operafagmanden Knud Hegermann-Lindencrone havde taget plads ved siden af suffiørkassen, udstyret med en mikrofon og en spolebåndoptager. Og det lykkedes ham at indfange forestillingen, så vi – naturligvis ikke i den optimale lydteknik – har bevaret en af de helt store aftener på vores nationalscene. I spidsen for et hold af tidens store sangere var den finskfødte basbaryton Kim Borg (1919- 2000), der ligesom de øvrige medvirkende altså sang på et forbløffende forståeligt dansk og havde den rette udstråling, både vokalt og scenisk – også det sidste kan tydeligt fornemmes. Blandt de øvrige sangere var der mange, der gav frydefulde kuldegysninger undervejs. Man kunne skrive en hel kronik om denne indspilning, men jeg må i denne sammenhæng nøjes med at nævne den unge Kate Møller i partiet som Donna Anna.
Optagelserne oser af teateratmosfære: trampen på scenegulvet, latter og hvin fra de aktørerne, klapsalver fra publikum i Gamle Scenes rum. Det er en nostalgisk oplevelse, men hvordan klarer den historiske opførelse sig i sammenligning med senere mere avancerede indspilninger? Den be-står i fin stil den afgørende lakmusprøve: Mozarts genialitet. Den kommer nemlig til udtryk i en perlerække af gyldne øjeblikke, ikke bare i de mest kendte numre som duetten “Ræk mig din hånd, du kære’ og “Champagnearien”, men også i mange andre passager, hvor Mozarts ånd er indfanget af spolebåndoptageren, for eksempel Don Juans subtile arie “Se her, gå I nu denne vej”, hvor han li-stigt spreder sine forfølgere for alle vinde – jo, man må give Søren Kierkegaard ret: “Don Juan” er det ultimative kunstværk!
Mozart: Don Juan. Med Kim Borg Det Kongelige Kapel, dirigeretaf Johan Hye-Knudsen. CdKlassisk, to cd’er. CDK5035-36.

CDKLASSISK

hegermann-lindencrone.dk