Hegermann-Lindencrones Båndarkiv

Om Hegermann-Lindencrones Båndarkiv og Udgiverselskabet Hegermann-Lindencrone

Udgiverselskabet Hegermann-Lindencrone har i 2018 kunne fejre sit 20 års jubilæum med mere end 30 udgivelser af cd’er og en DVD.

Ved 200-året for indvielsen af Komediehuset på Kongens Nytorv i 1948 igangsatte lydentusiasten og diskofilen Knud Hegermann-Lindencrone en række optagelser af teatrets repertoire.

Hans båndsamling overgik 1990 i teatrets og kunstnernes eje og blev placeret på Det Kgl. Teaters Bibliotek og Arkiv. Der blev allerede tidligt udgivet lp-plader fra samlingen.

Det var operasangerne Erik Harbo og Uffe Henriksen, der 1998 igangsatte de nye udgivelser gennem et udgiver­selskab og i samar­bejde med Det Kongelige Teaters Bibliotek og Arkiv ved Marianne Hallar, og i forståelse med de forskellige kunstarters fagforbund og kunstnerne selv. En kort tid udkom udgivelserne hos NAXOS, men allerede fra den 8. udgivelse, en dobbeltcd med 27 Holberg-optagelser, var det CLASSICO, der klarede udgivelsen og distributionen. Alt sammen under navnet Stjernestunder fra Det Kongelige Teaters repertoire.

Af solocd’er er det værd at bemærke indspilninger med operasangerne Ib Hansen, Peter Lindroos, Erik Sjøberg, Birgit Nilsson, Henry Skjær og i 2008 Bonna Søndberg. Men også operaer som La Bohéme fra 1950, Den kongelige Gæst, Jeanne d’Arc på bålet, Den gode Fregat Pinafore, Lohengrin og dvd’en La Bohéme giver et fremragende billede af repertoiret på teatret.

Hertil kommer skuespillene Teenagerlove, Skærmydsler, Teenagerlove (musical), Kærlighed uden Strømper, Genboerne, Vildanden og i 2008 Den Stundesløse med et bredt udsnit af Det Kongelige Teaters allerbedste skuespillere.

Det er udgivernes ide gennem disse optagelser at sprede kendskabet til Det Kongelige Teater, der gennem de sidste 60 år ofte har givet sit danske publikum forrygende oplevelser.

Vi beder publikum forstå, at alt dette var ikke muligt, hvis kunstnerne på teatret ikke havde stillet deres ophavsret til rådighed for selskabet, der arbejder fuldstændig con amore. Samtidig er det værd at bemærke at udgivelserne aldrig havde fundet sted, hvis en række kunstorganisationers fonde og Bikubenfonden ikke beredvilligt havde givet penge til udgivelserne.

Perler fra båndarkivet

Opera

Skuespil